• Nyt studie tyder på, at tre små ændringer i hverdagen kan forlænge livet

    Source: BDK Borsnyt / 02 Apr 2025 01:05:21   America/Chicago

    Professor Lene Juel Rasmussen ved om nogen, hvilken effekt en sund diæt har på længden af dit liv. Hun ved, hvordan en lang gåtur om dagen gavner vores sundhed, eller hvad otte timers søvn om natten kan betyde for, hvor mange nætter vi har igen. Men et nyt studie imponerer hende alligevel. For det understreger, at kombinationen af ganske små, konkrete ændringer kan have mærkbare effekter for længden på livet. Sundhed er, tyder studiet på, en »pakkeløsning«. Det er som regel ikke effektivt blot at ændre på sin kost, hvis man ønsker en sundere krop. Ikke tilstrækkeligt alene at forlænge sin tid på hovedpuden eller i motionscentret. Det er første gang, at Lene Juel Rasmussen ser et studie, der viser dette. At de enkelte vaner, som vi prioriterer for vores sundhed, påvirker hinanden. »Derfor er det et meget stærk studie. Disse sundhedsvaner påvirker hinanden, og det er meget interessant,« siger hun. Tre konkrete handlinger Forskere fra blandt andet University of Sydney har tracket over 59.000 mennesker fra UK Biobank. De har fulgt dem over otte år, og ved hjælp af trackere, selvrapporterede kostdata og søvnmålere er de kommet frem til en meget konkret formel. Gennemsnitligt viste det sig, at risikoen for for tidlig død blev reduceret med ti procent, hvis deltagerne fulgte denne kombination af handlinger: Sov mindst 15 minutter mere om dagen. Tilføj yderligere 1,6 minutters moderat til kraftig fysisk træning om dagen. Spis yderligere en halv portion grøntsager om dagen. Lene Juel Rasmussen, der forsker i sund aldring på Københavns Universitet, mener ikke, at man skal tage de gennemsnitlige tal for bogstaveligt. Det er »overordnede tal«, der viser en tendens – ikke tal, som nødvendigvis ville gøre en forskel for den enkelte. »Hvis du i forvejen sover syv-otte timer om natten, så tror jeg ikke, det gør en stor forskel, om du sover 15 minutter mere. Men hvis du sover tre-fire timer, og du sover dårligt om natten, så kan et kvarter måske godt gøre noget i den sidste ende,« forklarer hun. Hun mener dog, at studiet er »veludført«, »interessant« og »stærkt«. Kombinationen af de tre handlinger bærer nemlig på en væsentlig pointe om sundhed, som hun mener, at vi med fordel kan implementere i vores hverdag. En pakkeløsning Lene Juel Rasmussen har set et hav af studier, der har fokuseret på søvnens isolerede betydning for vores helbred. Hun har nærlæst studier, der med tydelige tal har vist, at motion er vigtigt. At grøntsager er vigtigt. »Men«, siger hun, »der har ligesom manglet studier, som kunne sætte det sammen: Hvad betyder det så, hvis du gør disse ting samtidig? Bliver det så endnu bedre, eller bliver det det samme? Og hvor stor er effekten.« Dette studie svarer netop på de spørgsmål, mener hun. Studiet tyder ganske enkelt på, at sundhedsvaner er synergetiske – at de arbejder sammen – samme pointe kommer fra forskerne bag studiet. »Resultaterne tyder på, at fokus på kombinerede små ændringer på tværs af flere adfærd kan tilbyde en mere kraftfuld og bæredygtig strategi til at forbedre sundhedsresultater end at målrette mod større ændringer i en individuel adfærd,« siger postdoc-forsker Nicholas Koemel i en pressemeddelelse. Blandt andet viste det sig nemlig, at hvis man kun justerede på én af de tre sundhedsvaner, skulle der langt mere til for at opnå samme effekt. Og det har betydning for os alle, forklarer Lene Juel Rasmussen og kommer med en opfordring til dem, der ønsker at forbedre deres sundhed. »Bare fordi du sover godt, så bør du stadig spise sundt og motionere. For hvis du virkelig vil have en stor effekt, så er du nødt til at sætte ind på flere fronter. Og hvis man forbedrer dem alle sammen, så kan man i den sidste ende nedsætte risikoen for nogle af de sygdomme, man dør af.« »Det er studiet vigtigste pointe,« siger hun. https://www.berlingske.dk/vores-liv/nyt-studie-tyder-paa-at-tre-smaa-aendringer-i-hverdagen-kan-forlaenge
Share on,